Genre: Voldelig/Action/Fanfiction

Historien får ingen tidslinje kun det at den er efter Peins angreb på Konoha. Ydermere vil historien indeholde Ships mellem Sakura og Lee, Ino og Sai, Shikamaru og Temari, Neji og Tenten samt Naruto og Hinata


Kap 1

Solen lod sine sidste stråler ramme tårnet i Konohas midte, Hokagens resistens mens den mørke og triste nat indhyllede den lille landsby, det var en deprimerende dag i Hidden Leafs historie.

Nede i bunkerne kunne der høres barnegråd, en lille dreng var lige blevet født og moderens rødbrune øjne lyste af lykke og holdte håbet oppe i de underjordiske huler, der var brug for det.
Krigen havde stået på i kun et par dage men havde allerede spredt død og rædsel hvorind man gik.

En ung Shinobi beskyttede oppe på overfladen sin Sensei, ja så godt som han nu kunne.
”Du tager det bare roligt Gai Sensei” lød det forpustet fra den unge Shinobi ”jeg beskytter sig og så skal du se at min træning har været det hele værd”
”Du ser sjov ud” en anden stemme kunne høres, den lo ”men dine slag og spark er ikke nok til at vinde over mig”
”Du må ikke undervurdere Gai Senseis trænings metoder, han tror på ungdommens blomstring og det samme gør jeg”, han satte i løb mod den mystiske fjende ”Mit navn er Rock Lee og jeg VIL besejrere dig!!!!!”
”Lee stop!!” en stemme han genkendte hørtes bag ham ”du kan ikke vinder over ham sådan, du bliver nød til at..” stemmen forsvandt igen
”Sakura?” Lee undrede sig og vendte sig om da han så Sakura ligge livløst på jorden, en blodplet samlede sig omkring hende.. ”Sakura?” igen prøvede han at få kontakt til hende men stadig intet svar. Han gik nu forvirret og chokeret den anden vej, hen mod Sakura. ”Sakura?” han prøvede en sidste gang men igen var der intet svar ”SAKURA!!!” skreg Lee mens en enorm mængde af Chakra steg op i ham, lige så stille blev hans hudfarve blodrød. ”3 port, livets port” sagde han stille mens han nærmede sig fjenden ved Sakura, ignorere hvem end der kunne være bag ham.
Pludselig gik hans verden i stå, og alt omkring ham blev indhyllet i mørke…

Over jorden fløj en fugl rundt, hvid og med en eksistens der kunne ville være så længe dens skaber bad om det, på fuglens ryg sad to drenge.
”Der!” den blonde Shinobi så ned mellem murbrokkerne, ”der er de”.. stilhed ”nej” hans stemme var næsten umulig at høre, knækket og lav.. ”men hvordan?....”
Det næste sekund føltes som det varede flere timer, vreden, sorgen.. kraften steg op i ham.. ”din” han nærmest stirrede af raseri og den anden Shinobi, siddende ved siden af ham begyndte at miste fokus over den store fugl.
”Slap af Naruto” hans stemme var til Narutos irritation ganske rolig ”du kan alligevel intet gøre lige nu, Kakashi Sensei bad os om at møde ham, og du vil vel ikke gå imod en direkte ordre vel?”
I situationer som denne skulle der ikke meget til at hyle Naruto helt ud af den, og hans sidekammerat havde netop gjort det ”Hvordan kan du sige sådan noget Sai?!!!” han tog fat i Sai der i samme nu mistede kontrollen over fuglen, den forsvandt og begge drenge faldt nu mod jorden. ”Svar mig.. betyder Sakura da slet ikke noget for dig?!!”, han trak sin arm tilbage, og knyttede sin næve.
De to drenge nærmede sig faretruende jorden men ingen af dem så ud til at tage sig af det. Sais øjne mødte Narutos
”Jo hun gør” han sukkede i et let grin ”men os to alene, vi kan ikke gøre meget mod dem.. og slet ikke dig… du har ikke kugler nok til at gøre det” i samme sekund hamrede Sai mod jorden, dog landede han på den selv samme fugl der for sekunder siden var forsvundet.
Naruto landede på alle 4, med et hadefuldt blik rettet mod Sai ”hvis ikke det her var en ordre havde jeg gjort en ende på dit liv”
De to Shinobier forlod kamppladsen og deres sårede kammerater.

”Hvad mener du med at vi ikke kan gå derud?” den blonde Kounichi var opkørt, forvirret og følte sig ubrugelig.. ”Hvad med Sakura?” hendes stemme blev meget lav lige pludselig.
”Hør nu her Ino” i samme nu kom Sai og Naruto ind af døren ”du ville alligevel ikke kunne gøre noget.. du er ikke stærk nok”
Inos blik blev trist da det fra at have set på Sai vendte ned mod jorden.
Naruto skulle lige til at blande sig da en anden person gjorde det, han kendte stemmen godt.
”Sai” stemmen var skarp og sjældent havde de to Shinobier talt sammen ”du har måske ret i at vi ikke kan klare det her alene, men jeg finder mig ikke i at du gør dine egne kammerater ondt” hans blik flyttede sig igen, den unge Shinobi virkede bekymret over noget.
”Nåh ja” Sai smilede ”er det ikke din ven Choji der er et af ofrene?” han så nysgerrigt over på den anden Shinobi..
”Choji er ikke…” Shinobien blev stoppet af landsbyens Hokage Tsunade der kom ind, ved siden af hende gik Kakashi Sensei.
Hun så uroligt på den lille Ninja flok ”Rolig nu Shikamaru” hun smilede derefter til Ino, Naruto og den sidste Shinobi der befandt sig i rummet, Neji. ”Hverken Sakura, Lee, Gai eller Choji er døde” hun sukkede ” men deres skader, gid jeg kunne sige at de var små”
”Jamen hvad venter vi så på?!” Naruto var ængstelig, at vente var ikke hans kop te… dog fik han intet svar ”okay så” sagde han muggent ”men jeg gider ikke at blive hængene her længere” han gik hen mod døren men blev stoppet af sin Sensei.
”Ikke et skridt mere Naruto” hans Sharingans røde skær ville skræmme de fleste og det løb også Naruto koldt ned af ryggen ”så længe vi ikke kender noget til vores fjende kan vi ikke risikere at der dør flere”
Naruto blev stille ”den der går imod en mission er ynkelig.. men den der går imod sine venner er ynkeligere end ynkelig” i samme nu forsvandt Naruto, afslørede også på samme tid at det var en skyggeklon.

Hmm.. Jeg kan faktisk godt li din historie, den er inspirerende, og dejlig historie som jeg glæder mig at høre mere om ^^ Kan foruden godt li den måde du viser narutos vilde og ustyrlige sind på, det er godt gjort (: Bliv endelig ved at skrive :3

Kap 2

Lige siden så længe han kunne huske havde folk set ned på ham, han var blevet holdt udenfor og drillet. En havde skilt sig ud, det var blevet hans bedste ven, en ven han var villig til at give sit liv for. Han var klar til at indfri sit løfte.

”Shikamaru er du okay?!!” hans stemme var panisk mens han så på sin blødende ven.
”Det er okay Choji” han smilede ”det er bare en skramme”, såret var ikke særlig dybt og hans ribben var sikkert kun bøjet frem for brækket, han havde været heldig, meget endda.
”Dit bæst” Choji så vredt på hvem end der havde stået bag angrebet på hans bedste ven og holdkammerat Shikamaru.
”Hvad er der i vejen fede” lød en stemme lokkende ”går du nu i spåner over at din ven har fået en lille skramme”.. ”Tænk at du overhoved kan få dig til at være ven med sådan en doven hund der lader andre tage slæbet for ham”
Choji var en fyr der kunne klare at folk tilsvinede ham, han kunne såmænd også lige tage at hans venner blev kaldt for grimme ting, det dog med undtagelse af Shikamaru ”du er gået over stregen, sådan at tilsvine min bedste ven, hvad bilder du dig overhoved ind” han styrtede af sted, af sted mod den usynlige fjende..
”Choji stop!!” råbte Shikamaru idet han prøvede at rejses sig op og komme sin ven i møde, han faldt sammen igen, jo hans ribben var brækket.
I samme nu hørte han en forfærdelig lyd, som om noget blev revet i stykker, lydene var svære at identificere, det hele blev overlydt af Chojis smerteskrig.
Den ellers kvikke og rolige Chunin gik i et kort sekund i panik, kunne Choji være… nej det ville han aldrig gøre.
”Nu er det din tur lille dreng” den samme lokkende stemme nærmede sig, og hurtigt, denne gang ville ingen redde ham, Shikamaru var allerede dømt til døden. Han lukkede sine øjne.
”Hvad helvede laver du her endnu?” en skarp pigestemme skar i hans øre og han åbnede sine øjne ”Temari?” han så undrende på hende, de var det samme sted og det så ud til at Temari holdt den mystiske angriber tilbage.
”Dine ben fejler ikke noget vel tudeprins?” hun lo, dog bar hendes ansigt præg af udmattelse ”så få fat i en doktor” hun var stille ”din ven har stadig en chance”
Shikamaru kom med lidt besvær op og stå, hele hans krop gjorde ondt, men Temari havde ret, der var ingen tid at spilde, Chojis liv lå i hans hænder.

”GAI SENSEI!!!!” nærmest skreg den unge elev da han så sin Sensei falde livløst til jorden. ”Gai Sensei!!” han kom den ældre Shinobi i møde ”bare hold ud Gai Sensei” han fik sin Sensei i sikkerhed ved en mur ”jeg skal nok tage mig af den her” han skulede hen på den mystiske indtrænger..

Hun havde delt holdet op, Shizune samt de fleste andre læger tog sig af de civile samt hendes job var at få de stadig udstationerede Ninjaer tilbage i sikkerhed.
”Sakura?” han var ikke sikker og den stikkene fornemmelse i siden samt hovedpinen og det slørede syn gjorde ikke det hele lettere, endnu engang havde han løjet over for sig selv.. såret var langt dybere end hvad han selv havde regnet med. ”Sakura?” han var sikker på at det var hende.
Sakura så nogen, hun kendte ham godt og smilede venligt til ham.
Shikamaru så Sakuras smil, hostede, og i samme nu faldt han til jorden..

”Stabilitet?” stemmerne var stadig sløret men han gjorde hvad han kunne for at høre hvad der blev sagt
”Lige blevet det” Sakuras stemme hørte han nu, hun så på ham ”ved bevidsthed igen” hun sukkede lettet. Fodtrin hørtes pludselig
Shikamaru kom langsomt til sig selv og i et par sekunder skulle det hele lige tænkes igennem ”Choji!!” sagde han højlydt og satte sig op med et sæt, han tog sig med det samme til siden.
”Rolig Shikamaru” denne stemme tilhørte ikke Sakura men han havde alligevel hørt den mange gange før. Han så sig rundt, opdagede Neji og den 5 Hokage.. ”hvad?” selvom han var kendt som et geni forvirrede situationen ham stadig.
”Sakura er på vej til de andre” Tsunade sukkede, dog lettet, ligesom Sakura havde gjort det. ”Du har hermed fået dig en mission, du vil stå for en strategi for hvordan vi vinder over denne fjende.
Det tog ikke lang tid efter ordene havde forladt Tsunades mund til Shikamaru havde forstået dem ”Javel” han lød en smule trist, han så hen på Neji ”hvor er resten af dit Team Neji; Gai, Lee og Tenten?”
Neji lukkede sine øjne og lo veltilfreds ”Lee og Gai Sensei var ikke til at stoppe, de hoppede på hovedet ud i kampen og Tenten ser til de civile i undergrunden” han smilede ”det blev en dreng hvis det ikke var kommet bag på dig”
Den sidste nyhed gjorde ikke just Shikamaru gladere, men så alligevel, noget fik ham til at muntre op ”en dreng.. tja så bliver min første elev altså en dreng”
En Anbu, en før i tiden Sensei for Team 7 stod pludselig lige overfor den 5 Hokage”
”Frøken Hokage.. Sunakagure er fortsat forsinket” i samme nu var han forsvundet igen.
Pludselig huskede Shikamaru ”Temari!” udbrød han..
”Det er også ordnet” Tsunade smilede ”de tre er alle ankommet og er på samme sted lige nu.. ingen af dem skadet”
Shikamaru sukkede, han skyldte Temari en og det at vide at hun var i god behold var mere end nok for ham at vide lige nu. Han satte sig ind til Hokagens bord, arbejdede allerede på en mulig taktik.

Et par rigtig gode kapitler omhandlende Naruto. Fortsæt endelig!

Men for at få dybere i det, så vil jeg sige at du skriver rigtig godt. Du får mig (og sikkert mange andre også) til at leve sig ind i din fanfic på no time. Du skriver ovenikøbet også læseligt og der er ingen fejl vedr. grammatikken, stavning, og hvad man nu ellers kunne finde på. Ja for at gøre en lang historie kort, så mener jeg bare at du endelig skal fortsætte, fortsætte og fortsætte. Thumbs Up!

Kap 3

Efter at have set sin Sensei dø i hendes arme, var intet for dyrt at beskytte ..men kunne hun beskytte dem?

”Naruto din idiot!!” Shikamaru slog en knyttet næve i bordet ”hvad i alverden tænkte han på?”
”Han tænkte slet ikke, det er problemet” Sai var i overraskende godt humør, han ville så også være den eneste.
Shikamaru sukkede ”fint så henter jeg ham” han gik hen mod døren. Han sukkede, vendte sig om og smilede venligt ”jeg kan alligevel ikke gøre noget”
Der var stilhed.. efter nogle sekunder blev den brudt, Ino havde givet sin holdkammerat en på skrinet.
”Hvordan helvede kan du få dig selv til at sige sådan noget?!!” hun slog til ham igen ”har du da ingen ide om hvad der er du gør?.. du lader Choji dø for ingenting!!” tårerne fossede ned af hendes kinder ”er du virkelig sådan en kujon?!!”
Den 5 Hokage skulle lige til at blande sig, hun blev stoppet af Kakashi ”det her er noget de selv skal klare.. desuden er det godt for begge parter” hviskede han.
”Er du virkelig så kold et svin?” hun snøftede ”AT LADE DIN BEDSTE VEN DØ!” igen løftede hun hånden, klar til at slå, dog fik hun aldrig chancen, Shikamaru tog fat om hendes hånd lige før den ville røre hans kind… skygger strammede sig pludselig om Inos hals.
”Hvad var det du sagde?” hans stemme var ganske rolig da han så på Ino der langsomt var ved at blive kvalt.
Kakashi skulle lige til at bryde ind, da Shikamaru faldt besvimet til jorden og i samme nu slap sit greb om Inos hals.
”Man lader dig være alene i 5 minutter og så er du ved at gå ud af dit gode skin” en pigestemme rungede og da folk så op blev de overraskede.
”Vi kom så hurtigt vi kunne, ifølge vores kilder skulle vi have en mulig plan til hvordan vi stopper denne fjende” stemmen var en smule hæs og meget rolig.
”Vi bliver nød til at handle nu.. hvis ikke er det måske Hidden Sand der står for tur næste gang!” en anden stemme hørtes, den var lidt mere ængstelig.
”Rolig Kankuro” personen tilhørende den hæse og rolige stemme gik nærmere Tsunade ”vi har kun en chance, slår vi ikke til nu kan det have fatale bekostninger”
Tsunade smilede kækt ”jamen sikke en velkomst Kazekage” hendes ansigt blev dog seriøst igen ”vores plan er kun på forsøgsbasis men tiden er ikke på vores side.. så vi bliver nød til at handle lige nu og her” Tsunade så rundt på de andre, Kakashi der igen stod fint ved siden af hendes selv, Neji der ikke havde rykket sig ud af hjørnet, Ino der var stadig hev efter vejret mens hun flyttede Shikamaru hen på den nærmeste sofa og Sai der ellers smilede og så på. De tre sand søskende der stod placeret foran hende, Gaara i midten, Temari og Kankuro på hver sin side af Kazekagen.
Tsunade var stille et kort sekund.. ”Kakashi.. Sai” hun så på Joninen og så over på den unge Anbu i oplæring ”i to tager af sted, prøver at få fundet Naruto samt at få informeret Team 8 om hvad der sker… Shino, Hinata og Kiba er alle tre på vej tilbage til landsbyen nu”..
”Javel” lød det i kor fra dem og begge var de væk i en lille røgsky.
”Og vi?” Gaara så på Tsunade
”I…” Tsunade blev afbrudt, Shizune stod pludselig forpustet i døren
”Frøken Tsunade, fjenderne er begyndt at angribe kvinder og børn i evakuerings rummene” hun hev efter vejret ”Tenten og jeg gør hvad vi kan for at holde stand.. men jeg ved ikke hvor længe vi kan klare os”
”Tentens navn fik Nej til at åbne sine øjne” han så en smule bekymret på Shizune
”Okay” Tsunade så hurtigt rundt på dem der var tilbage ”Neji, Kankuro, Temari, Gaara og..” hun holdt en lille pause og så hen på Ino ”nej glem det, I fire følger med Shizune med det samme”
Alle fire var de ude af døren med det samme, fulgte Shizunes anvisninger


Pludselig var der næsten ingen tilbage på kontoret, en mystisk stilhed bredte sig..
”Så er det altså sandt” lød det trist fra Ino mens hun healede Shikamarus sår ”jeg er virkelig uduelig.. jeg kan ikke engang overtale mine venner til at gøre det rigtige.. og fortsætter det sådan her så” hun snøftede ”så mister jeg alle dem jeg holder af”
Tsunade var stille..
”Først Asuma Sensei, så Choji” hun snøftede igen ”jeg kan slet ikke beskytte dem jeg elsker”
”Mand dig op Ino!” lød det fra Tsunade i en hård tone ”vi begår alle sammen fejl” hun holdte en pause ”og ja nogle gange ender de fejl med at koste dine elskede livet.. men du kan ikke give op” hun nærmede sig Ino ”giver du først op så er det sandt som du siger, så er du helt ubrugelig, til grin”
”Du hørte jo selv hvad Sai sagde” hun så nu stift på den 5 Hokage ”jeg har ikke kunne gøre noget rigtigt, så hvad ville dog være forskellen nu?”
Tsunade smilede ”du skal ikke tro på hvad Sai siger.. han er ikke så god til det med mennesker og da slet ikke når det kommer til det andet køn, men i virkeligheden holder han meget af jer.. og det inkludere også dig” hun smilede igen ”jeg tror ikke Shizune kan hjælpe alle de civile helt alene.. desuden er en af dem jo også Kurenais søn”
Ino nikkede ”du har ret jeg kan ikke bare sidde og tude hele tiden” hun snøftede en sidste gang og tørrede sine tåre bort ”jeg skal nok gøre mit bedste” i samme nu løb hun ud af kontoret.

super god historie, skriv endelig videre.