Kumo har ikke mange gader, da det ligger højt oppe i skyerne, men har en masse store bygninger, som er delt op i forskellige steder.
Ninjaerne i Kumo slapper ofte af i byen.

Takamaru kom gående ind i byende smalle gade han så sig lidt omkring og så så bagud "Oy Korosu, hvor skal vi egentlig hen" Spurgte han.

"Meget interresant spørgsmål min kære Takamaru, men det vil tiden så vise dig" I det han trækker sin tørklæde helt over næsen så man kun kan se hans øjne.

Takamaru så mistænksomt på Korosu og rystede så på hovedet "Du har sikkert dine grunde" Sagde han så og fandt sit eget frem og tog det på.

Korosu spekulere lidt hvad han vil "Tja... Takamaru, hvem er Raikage og har han nogle slætninger eller noget?" Han spørger meget hurtigt.

Takamaru så eftertænksomt ud i luften "Hmmm, Jeg mener at det er en der hedder Yotsuki Shokata der er Raikage, men jeg tror ikke at han har nogle slægtninge" Sagde han og så på Korosu "Hvorfor?"

Korosu vender hurtigt hovedet væk og kigger på ham igen "Ren nysgerrighed, det skader vel ingen ting?" Han kigger meget efter folk med røde skyer "Hmph"

Takamaru nikkede og så lidt op af de enorme bygninger "Det er egentligt imponerende at de her bygninger er i stand til at holde sig oprejst når man tager i betragtning af faktummet af at det blæser så meget her, men et kraftigt vindpust burde..." Mumlede han med et lille. smil

Korosu kigger undrende på Takamaru "Er det ikke sådan noget i Land of Wind det er sådan? Der er de nok mere sikret med bygninger, men det undre mig lidt det ikke sådan tordner her eller lignende, det er jo trosalt Land of Lighting"

En gruppe Jouniner havde skygget de to geniner lige siden de gik ind i byen. En Jounin gav dem alle tegn til at skride til handling.
Alle som én sprang de ned og dannede en rundkreds omkring dem.
"Hvad har I at gøre her?", spurgte lederen af gruppen.

Korosu ser overrasket på dem og begynder roligt at snakke "Tjoh, vi er her på en mission, vi skal nemlig undersøge alle lande om de er i orden og ikke skal bruge noget assistance fra de andre lande, ligesom" Han kigger over på Takamaru og der efter på vagterne "Kan vi så passere?"

"Vi skal se skriftlig tilladelse fra hokagen, raikagen eller andre folk med status til at bemyndige den slags opførsel," svarede han, "man kommer ikke og slår to vagter ud uden bemyndigelse. Ikke i den her by!"

Korosu står roligt og svarer dem meget roligt "Slået vagter ud? Hvad er der nu sket? Han kigger sig rundt på alle de andre vagter "Du må have forvekslet os med nogle andre personer, vi er her kun for at kigge rundt, som jeg siger, men jeg har en mistanke om det er nogle fra Sound village der har gjort det, da det er normalt sådan noget de gør" og i det puffer han til en af vagterne og prøver at passere dem "Smut så, jeg skal videre i mit liv!"

Vagten tager ham i kraven.
"Spil ikke dum, møgunge!", sagde lederen, "vi er flere vagter som holder øje. Vi så nøjagtigt hvad I gjorde og har forfulgt jer lige siden. Og vis mig så den tilladelse!"

Takamaru så på vagten "Jamen dog, jamen dog, jeg troede at vagter skulle være imødkommende og høflige" Sagde han med et venligt smil og så afventende på ham.

"Og jeg troede, folk på mission i et allieret land ville være mere åbne og mindre voldelige. Så sig mig om I har de papirer!"

Korosu tøver "Vi har mistet det, okay?" Han tager vagtens hånd væk "Lad mig så være nu, jeg er træt af at blive stoppet hver eneste gang jeg skal noget, leave me alone!" Han ser irriteret på dem.

Takamaru blev bare ved med at smile varmt selvom at hans blik var blevet koldt han gik i en cirkel rundt om vagten imens han betragtede ham med et undersøgende blik.
Takamaru stoppede op bag ham "Jeg bliver nød til at bede dig om at slippe min ven" Sagde han så og pustede han i nakken med kold luft.

Vagten tog Takamaru i et hårdt greb om overarmen, mens lederen gjorde ligeledes ved Korosu, "Jeg er skide ligeglad med, hvad I tror. I kommer ikke ind i Kumo og slår to folk ud uden straf! Jeg vil gøre det let for jer: sig sandheden eller bliv sendt til forhør. Hvad siger I?", han strammede sit greb.

Korosu er ligeglad "Munden går bare på dig!" Han bryder fri og bruger nogle håndtegn "Phoenix Sage Fire Technique!" Og med det samme bruger han Rising Stone Spears på dem også hvor han bruger det sidste til at flugte med Hidden Among Rocks Technique.
Han flygter og skynder sig rundt i byen og hen til Indgangen til Kumogakkure.

//OUT - IN Indgangen til Kumogakkure//

Takamaru flår sig løs i forvirringen og laver også et par håndtegn "Ice Prison Technique" og fangede et par af vagterne i en massiv isblok, han tog flugten efter Korosu.

//OUT - IN Indgangen til Kumogakkure\\

//I et hus lidt uden for byen//

"Jeg overlader dem til dig," sagde Kiirosen og gik.
Akaui og Kumiko havde smidt deres overtøj og bagage da de var kommet ind i det hus, hvor deres nye sensei boede. De stod nu alene over for ryggen af en mand, der sad og mediterede foran et stort træ i sin ret store have.
Han havde blåligt hår og var mørk i huden. Han var stille. Akaui og Kumiko ventede bare på ham.
"Nå?", sagde han.
Akaui holdt sig selv fra at sige "selv nå,"
"Hvad er der?", spurgte Kumiko.
"Skal I ikke præsentere jer selv?"
Akaui og Kumiko så på hinanden, "kender du os ikke allerede?"
Han lo lidt, "jeg insisterede faktisk på ikke at få noget at vide om jer på forhånd,"
"Jeg vil helst præsentere mig for min senseis ansigt," sagde Kumiko afslappet.
Han lo, rejste sig og vendte sig om, "det kan der være noget om,"
Han var ret høj og var iført løst og afslappet tøj. Hans ansigt så ret venligt ud, men et grimt ar, der skar gennem det ene øje og helt ned til hagen vidnede om en hård kamp.
"Nå, angrib mig," hans ansigt blev meget seriøst.
Akaui og Kumiko tøvede.
"Jeg er jeres sensei. I parerer ordrer. Angrib mig og prøv at dræbe mig."
Akaui aktiverede sit sharingan og påkaldte en vrimmel af kastestjerner. Han trak et par små sværd og parerede dem alle sammen.
Kumiko og Akaui sprang nogle meter tilbage. Hun brugte nogle finger segl og sendte en regn af vand-pile efter ham.
"Dæk mig," Akaui aktiverede Chidori og drønede mod ham. Han stod bomstille da han opdagede den sorte elektrisitet.
Akaui drønede efter ham og vandpilene med... WHUUSHH
Akaui blev slynget flere meter tilbage, og vandpilene opløstes til regndråber, der landede på plænen.
Kumiko skreg af forskrækkelse og faldt bagover. Akaui kiggede op. Hans nye sensei var dækket af et lag af chakra, der formede insekt-lignende vinger og en hale. Hans ar lyste klart gult ligesom vingerne og chakraen.
Chakraen forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Deres nye lærermester var en jinchuriki.
"Navn og biju?", spurgte han med et smørret smil og gik hen til dem for at give dem en hånd.
"Akaui Uchiha, Niibi,"
"Kumiko Nendai, Goobi,"
Han trak dem op med en stærk arm til hver, "Hotaka Kita, Shichibi (den syvhalede)," han kluklo lidt, "I to er sgu ikke for tossede. Nu skal I høre: Jeg skal være jeres sensei i et år eller to. I kan regne med benhård træning stort set hver dag, men I kan også regne med, at det bliver det værd.
I har stor energi inden i jer, men det er jeres viljestyrke, der skal tæmme dem. Det er ikke dem, der skal tæmme jer, for I er et par tamme ninjaer i forvejen,"
Akaui lo ad den bemærkning. Kumiko lo med. De lo alle sammen et øjeblik. Det var et fedt øjeblik.
"Så for at gøre de vilddyr tamme og gøre jer selv vilde dyr," han rakte hånden frem med fladen nedad, "er I med mig?"
Akaui klaskede sin hånd oveni og Kumiko ligeså.
"Hård træning og viljestyrke," sagde han, "og I vil en dag kunne røre mig med jeres angreb,"
"Et halvt år," sagde Akaui.
"To måneder," erklærede Kumiko.
"Aldrig i livet," udbrød Hotaka.
De grinte alle sammen. Akaui vidste ikke, hvad der var så sjovt ved det, men han kunne mærke, at det var det rette sted, han var kommet til. Han skulle nok overleve det hele, og inden i ham, syntes han at kunne ane Niibis kluklatter.

//2 år senere//

Hotaka sad og mediterede ved træet to år senere. Ikke en lyd kunne høres. Pludselig drønede en kaskade af shuriken efter ham. Han sprang op og parerede dem alle.
"Det trick er ved at blive gammelt," råbte han.
En windmill shuriken kom nu flyvende efter ham. Han hoppede over den, men en anden havde gemt sig i den førstes skygge. Han sendte lynchakra gennem sit ene sværd og skar den midtover, men blev mødt af en kaskade af vandnåle, der var få meter fra at ramme ham.
Hans biju-cloak aktiverede og vanddragen gik i opløsning. I samme nu kom den 15-årige Akaui løbende mod ham bagfra med en sort Chidori.
Men Akaui fik en overraskelse da Hotaka greb fat om livet på ham med sin ene hale og kylede ham op i luften.
En Suiryudan fløj mod ham og han slog sin chakra mod den så den gik fra hinanden. Den udstødte damp, der blev til en tåge.
Raiton: Karasurai! Akaui sendte sorte, krage-formede lyn ud af sin hånd, som stormede ned mod Hotaka fra oven.
Han måtte springe tilbage og undgå dem. Bag ham kom Kumiko løbende med sin biju-chakra strømmende ud af hende.
Han skiftede til tre haler og afværgede hendes angreb, men en chakrahånd havde grebet ham om livet.
Han blev trukket tilbage af hånden, der tilhørte Akaui.
"På ham!", udbrød Niibi inden i ham.
"Ja!", Akaui ramte ham. Han slog ham hårdt lige i maven så han fløj mange meter væk.
Tågen lettede.
Akaui trak sin chakra tilbage, og Kumiko gik hen til Hotaka og gav ham en hånd med at komme op.
"Hehe," lo han, "I har lært meget siden sidst vi gjorde det her,"
"Du fik rørt ham?", spurgte Kumiko.
"Vi fik ramt ham," sagde Akaui med et smil.
"I ville stadig ikke kunne besejre mig," sagde Hotaka.
"Det ved jeg," sagde Akaui, "men vi vandt væddemålet."
"Væddemålet? I troede, I ville røre mig inden et år var gået,"
"Du sagde, vi aldrig ville ramme dig," indvendte Kumiko.
Han lo et øjeblik.
"Nå," sagde han og så mere alvorlig ud, "Jeg har lært jer så meget I har brug for for at klare jer. Det har været et par hårde år, men var det det værd?"
Akaui og Kumiko nikkede begge.
"Jeg sagde det jo. Men nu er det på tide, I tager hjem til jeres byer. Pligten kalder, ved I jo,"
Akaui og Kumiko nikkede. De havde længe ventet den ordre. Akaui savnede selvfølgelig Konoha, sine venner og sin mor, men han ønskede ikke at forlade sine venner her i Kumo. Men Akaui måtte huske, at det var pligter før fornøjelser. Han smilte ved tanken om at vise sig for de andre i Konoha.

//OUT//