Jeg siger det nu.. meget af dette bliver hints af seksuelle emner men det vil aldrig blive nævnt i teksten. Vær opmærksom jeg vil gøre denne historie realistisk og er ikke ude på at støde nogle.

Intro

Han lænede sig ind over manden der allerede virkede godt træt af at sidde i bussen. 400 kilometer havde det lille køretøj allerede præsterede at køre men forude ventede der godt og vel endnu 400 kilometer af ingenting, absolut ingenting.
Han sad med ørebøfferne godt inde i kraniet og håbede at Mozart kunne hjælpe ham ud af den knude han var havnet i.
"Blodet løb ned af mine fingre mens den lille pige hulkede.. 'Rattata… hvad har du gjort ved min Rattata'" han lo hånligt. "Jeg var en slem dreng."
"Ja klart du gjorde det” lød det fra en anden dreng der så i et blad han stadig var alt for ung til at læse ”jeg derimod er en rigtig badboy"
"Side 9 pigen" lo en anden "amatør.. nej du skal se den ægte vare før du kan udtale dig om det"

"SÅ HOLD DOG KÆFT!!!!" lød det fra manden der havde indset at komponisten i hans øre ikke var nok til at overdøve larmen "I er nye Team Rocket agenter, I skal senere hen føre teamet til storhed.. og så sidder I og laver sådan nogle perverse drengestreger" han pustede som en tyr der havde set rødt "gør som hende" han per automatik pegede ned på en pige der nederst i bussen havde krybet sig sammen for at holde på varmen "det er sådan nogle personer vi leder efter"

"Du mener du vil have den gale professors horeunge.. jamen slå dig løs.. hun er din, hun har alligevel ikke sagt noget endnu og hendes Squirtle er så svag at den ikke engang kan slå en Magikarp"
Drengens kommentar blev forstærket af tilråb og latter men pigen, siddende bagerst i bussen sammenkrøllet så ikke ud til at have nogen respons på de grusomme ting der verbalt blev smidt i hovedet på hende, hun derimod.. ja hun havde sine egne planer

---

Respons, kritiser mig endelig.. jeg kan og vil tage det

Uhh.. Først må jeg sige jeg er vild med din start, den får læseren sprunget hovedkuls ind i handlingen, jeg kan også godt li din måde at forvirre med at de pludselig siger noget, som først giver mening da du fortæller det faktisk er nogle der sidder og læser et blad de er 'for unge' til endnu. (: Og så er der manden der fortæller vi befinder os i en bus kun med indhold af en enkelt gammel rocket og en hel flok af unge. Jeg vil også sige thumps up til den dystre pige som jeg glæder mig til at høre mere om, da sætningen 'hun havde sine egne planer', får os, læserne, til at tænke på at hun må være hovedpersonen! Du er også god til punktummer og komma´er de rette steder.. Faktisk savner jeg kun lidt længde, men ellers er det ren positivitet herfra, glæder mig til at se mere af det (:

Mvh. Felix

Jamen det glæder mig at det falder i din smag.. jeg har enlig længe tænkt på at skrive noget som det her og er nu kommet i gang..


Kapitel 1: Celle 55

”Je.. jeg er beæret” han stammede mens han i ære bukkede sig.
”Du har allerede mange gange før vist dig loyal” han lod hånden kæle for den hvide pels ”jeg tror det vil være på sin plads” han lo ”det vil alligevel give dig rig mulighed til at møde din nye holdkammerat”
”Men” han tav ”de har altid været den der har sagt at jeg ikke skulle have en partner”
Et bredt, lettere ondskabsfuldt smil bedte sig på den anden side ”tro mig, du vil komme til at lide denne her”


Hun nippede til det lille stykke rugbrød, hun kunne ikke huske hvor gammelt det var men den grønne farve kunne dog indikere at det havde overskredet udløbsdatoen. Det var det eneste hun havde spist i dage, hun forstod faktisk ikke hvorfor hun overhoved gad spise mere, hvorfor hun var i live.
Det var vel omkring et år siden nu, men hun var ikke sikker.. faktisk var hun ikke sikker på noget længere, dog ville en ting for evigt være en realitet, hendes far var død.. og han ville ikke komme tilbage.
Hun havde brækket sig netop som hun havde taget en enkel bid af brødet, tømt maven for de sølle madrester den nu måtte indeholde, men hun var ligeglad.. lugten var for længst blevet så fæl at intet kunne forstærke den. I haven lå en Squirtle og sov, dens madskål var blevet skiftet den samme morgen og igen ville et festmåltid vente den når den slog sine øjne op, og igen ville den intet ane om hvilket liv dens træner havde.

”Skrækkeligt” hans stemme var præget af sorg, sorg og skyldfølelse ”så jeg kom for sent”
Hun løftede hovedet, men lod sig nu ikke bemærke.. måske var de drengene nede fra byen igen.. de havde alligevel stjålet det meste af hendes mad og truet hende hvis hun valgte at gøre modstand.. og hun havde alligevel ingen fair chance.. hun ikke i en alder mere end 7 mod drenge 10 år ældre end hende.
Stemmen der ikke just lød som en teenagers fortsatte rundt ”er her nogen?”, det lød som den sidste sætning hun havde hørt i fjernsynet før strømmen var forsvundet, det handlede om en far, der ledte efter sin datter, og hun nåede aldrig at se den færdig.
Igen rungede stemmen ”hallo” den stillende af.. som om den hviskede til nogen, eller noget
”Romeo du søger udenfor.. jeg klare herinde”
”Okay” blev der svaret, stemmen var lys og det selvom den efter alt at sige tilhørte en dreng, der i samme nu forlod huset og som han fik besked på nærmede sig haven.. og…
”Silver” fik hun hostet og løb så hurtigt hun kunne ud i haven hvor hun med det samme samlede en sten op, kylede den i baghovedet på den unge dreng hvorefter hun løb hen til det hundehus hendes pokemon partner befandt sig i.
”HOLD DIG VÆK” hendes blågrå øjne så mat på drengen der tog sig til hovedet, havde hun ret ville hun lige om lidt få flere tæsk.. som hun havde gjort det hver gang nogen havde prøvet at nærme sig hundehuset.
Drengen knyttede sin næve og i samme nu lukkede hun sine øjne.. hun hørte fodtrin og langsomt åbnede hun sine øjne igen.. ved siden af hende lå et æble, et lille skrøbeligt rødt æble.
”Hun er her” drengen var gået tilbage til hoveddøren, hans ene øje opfangede stadig hvad hun lavede og det så med afsky på hende.. ”men jeg kan ikke se hvad vi skal med den lille møgunge… hun er voldelig og har alligevel ingen respekt for andre”
Hun tog det lille æble til sig.. måske ville drengen fortryde og hente det… hun spiste det i to mundfulde og var ved at blive kvalt i det da den mystiske stemme trådte frem.
”Så det er altså den unge Josephine” han så ned på hende ”og sikke du er vokset”
”Kender de denne her tøs?” Romeo så undrende på den ældre mand ”det har de ikke fortalt mig”
Han smilede.. ”jeg var ven af den unge Lenny”
I samme nu så hun op, hun havde slugt frugten og langsomt og smertefuldt gled den ned gennem spiserøret og ned mod hendes tomme mave. Lige nu var hun dog mere interesseret i manden der udgav sig for at være venner med hendes far.
”Hvor længe siden er det så nu” han så på hende
”Master Asther” afbrød Romeo, hans så på ham ”tror du hun kan tale”
”Et år siden” hun rejste sig op, var lige igen ved at brække sig men holdt æblet i maven ”min far blev myrdet for et år siden” hun traskede hen til Asther og så vredt op på Romeo ”hvad laver i her.. jeg vil gerne have at i går igen”
”Med glæde” lød det skarpt fra Romeo der begyndte at gå ned mod vejen. Han så tilbage, Asther stod der stadig ”kommer du?” han kiggede stadig på Asther der enten ikke havde hørt ham eller bare ignorerede ham.
”Hvorfor gør du ikke bare som din lille søn siger” Josephine gik hen til hundehuset, åbnede det og tog en lille og sund Squirtle-unge i sine arme ”han venter alligevel på dig”
Asther smilede venligt ”Romeo dernede er ikke min søn, jeg tog ham til mig da han havde det ligesom dig.. og jeg gav ham et liv” han smilede endnu engang ”og jeg har tænkt mig at gøre det samme for dig” han pegede på den lille Squirtle ”og du kan have din pokemon med dig hvis du vil”
”Tja om du slår mig ihjel her eller du tager mig væk og gør det er lige meget” hendes stemme lød pludselig så moden og selvsikker ”ingen gider alligevel have mig”
I samme nu slog Asther til den unge pige der efter lussingen stod som lammet tilbage, hun så ind i Asthers øjne, og sandheden var at hun ikke havde set så kærlige øjne siden hun havde set sin fars…
”Jeg vil gerne med” sagde hun stadig som stivnet mens en lille tåre løb fra hendes kind

*

”Hey horeunge” en drengestemme rev hende ud af hendes minder og hun så op, det var Romeo ”så er vi her.. skynd dig nu ud.. jeg gider ikke vente på dig”
Hun steg ud af bussen og stod pludselig i midten af drengekredsen
”Lad os så se hvad du kan, horeunge” den samme der havde startet med at svine hende til stod med en pokeball i hånden ”jeg håber ikke du tuder og løber hjem til mor og far” han lo ”nå ja for du har jo ingen” han så rundt på nogle af de andre drenge ”men lad os gør det sjovt.. 3 mod 1 ikke sandt”
Hun så ned på sin pokeball. Det var ikke fordi hun ikke kunne eller ville kæmpe.. men så alligevel, hvorfor starte en kamp mod nogen uden grund
”3 mod 2 lyder lidt mere fair i mine øre” bedste som hun ville modtage sin snart vendt omgang tæsk stillede ingen ringere end Romeo sig op for at hjælpe. Hun vidste sågar ikke om hun skulle takke ham eller sparke ham i koglerne for at have kørt det hele op.. men som det så ud nu var hun mere smigret end vred.

De tabte… og stort endda. De lå i regnen, med begge deres kroppe skrigene i smerte. ”Hey horeunge?” han grinede svagt og i samme nu mødtes hans øjne hendes.. hun lo, ustoppelig, mystisk og uhyggelig latter.
”Mit navn er Josey” lød det fast fra hende ”og du er nu enlig okay”
Den aften hvor ingen alligevel så efter dem, den biddene kolde nat blev de to børn Romeo og Josey de bedste venner.. og de ville aldrig tabe igen.. det overfor hinanden såvel for andre..

”Velkommen til Celle 55” lød det på Joesys 8 års fødselsdag et par uger senere ”velkommen til Team Rocket”

Det er simpelthen et henrivende kapitel, jeg ville gerne kommentere det hele, men det ville nok tage lidt for lang tid af min tid, og at du skal læse det hele, så fatter mig i korthed:

Den er dejlig lang, den er spændende og jeg er vild med slutningen, starten og midten! Du har gjort det godt og spændende og glæder mig stadig til at læse mere! (:

Mvh. Felix

Ja efter lidt ventetid fik jeg lavet kapitel 2 så håber det også kan nydes


Kapitel 2: Silver

”Godmorgen smukke” han så på hende med en lumskt smil på læben ”du ligner lort”
Hun gabte stort mens hun lod sit stiktossede blik skimte Romeo der var i usædvanligt godt humør den morgen. Hun orkede ikke at spørge hvorfor.. og det kom sikkert ikke hende ved.. hvem ved måske havde han fået noget på den ’dumme’ og det måske skyldtes hans lettere skræmmende smil der havde limet sig fast til hans ansigt.
”Jamen jeg elsker også dig” hun traskede ud på det lille, kolde og ekstremt klamme toilet der hvis man ikke så mere end en kakerlak på gulvet ville være pinligt rent. Der fandt hun tandpastaen der ikke just lugtede, lignede eller smagte af tandpasta længere. Hun opgav det og stak bare tandbørsten, placeret i hendes anden hånd, ind i munden men nåede lige at opdage de lange sorte hår der havde groet sig fast på børsten….måske var det alligevel ikke så vigtigt at få børstet tænder.
Hun kørte kammen en kort gang igennem sit filtrede mørkeblå hår og sønderrev endnu en filtre ud af hovedbundet.
”ROMEO!!!” nærmest skreg hun og hendes værelseskammerat, halvnøgen og kun iført boxershorts, med Luvdics print på styrtede ud til hende.
”Hvad er der kvinde!!” han virkede opkørt
”Den her er større ned i går” hun lo ”du skylder mig knægt” hun smilede ”igen”
”Gider du lige” råbte han med tandpastaskum løbene ned af sine kinder som var det fråde ”jeg er i gang med mit morgenritual og du forstyrre mig for at vise mig en hårtot” i mundvigen kunne den behårede tandbørste ses.
”Det er okay” hun lo mens hun trak nattøjet af, stående nu kun i underbukser og sports BH…..
Total stilhed.. kun lyden af en tandbørste der ramte jorden kunne høres.
”HVAD!?” hun så på ham ”som om det er mærkeligt at jeg også går i undertøj?” men stadig var der ingen respons.. ”nåå ja fordi jeg syns slet ikke der er noget forkert at se dig med stådreng og hjerteunderbukser hver morgen.. mens du nynner ”’If I Were A Boy’”

”Cellleeeeeeeeeee!!” blev der råbt over højtaleren i kantinen, og alle junior agenterne ventede spændt på hvilken celle der blev snakket om.
”49, 49” lød det fra Kaspher, en anden agent der var omkring Joseys alder..
”55” lød det og den store kantine blev overdøvet af to jublende stemmer.
”Ser man det Kaspher” lo Josey og gik forbi sin ’du-er-min-uden-at-vide-det-værste-fjende’ imens hun blev fulgt af forbløffede blikke
”Hvorfor skal horeungen og hendes taber Squirtle have lov til at komme på mission” Kasphers hoved nærmede sig sin rødbrune hårfarve, ”det er så meget ikke fair!!” han rejste sig op på bordet tilhørende Celle 40-60 ”jeg forlanger at vi kæmper om det” han så skarpt på Josey ”for jeg håber ikke du tuder og løber hjem til mor og far” han lo ”nå ja for..” han blev stoppet
”Nej for jeg har ingen” Josey stod med en pokeball i sin hånd ”men det rager mig faktisk” hun lo og så på Kaspher ”og lad os sige en mod en denne gang.. bare for at gøre det hele lidt mere sjovt”

”Josey kom her” hviskede Romeo og hev i hendes krave, og da de var kommet lidt væk fra mængden gav han hende en lammer. ”Hvad helvede tænker du på kvindemenneske” selvom han stadig hviskede var hans stemme ikke præget af glæde ”vi er lige blevet sendt op til de store og så vil du starte en kamp, selvom du udmærket ved at det er imod reglerne” han sukkede og smilede venligt ”jeg ved godt at Kaspher kan være møg træls” han rømmede sig ”okay at han altid er træls.. men du er på vej til noget stort.. så synk ikke ned på hans niveau”
Josey så undrende på Romeo for en kort bemærkning ”det lyder næsten som om du har været oppe hos de store hoveder før”

”Silver?” hendes undrende blik så på deres leder Asther, den samme mand der for snart et halvt år siden havde reddet hende og givet hende muligheden til et nyt liv hos Team Rocket.
”Omkring din alder Josey” han smed et billede ned foran hende og Romeo ”iklædt en mørk jakke, har rødt hår og følges med en pokemon vis eksistens vi ikke kender til”
”Jeg syntes knægtens navn siger mig noget” Romeo tog billedet op til sig og skar en grimasse der fik ham til at se tænksom ud, efter få øjeblikkes stilhed der efter alt at sige skulle ses som en kunstpause rystede han opgivende på hovedet. ”Nej ingenting” Romeo så på Asther ”men hvis han er på Joseys alder brude han så ikke være et junior medlem som os andre og derved være en del af celle 40-60?”
”Meget sandt” Asther gik en runde om det lille bord de to agenter var blevet sat ved ”men Silver er lidt af et særtilfælde.. han blev allerede optaget i en alder af 2 og er en af vores elite agenter” Asthers suk forfulgt af lave toneleje var ikke nogen god kombination ”men her på det sidste har han prøvet at flygte fra os, alle gange også blevet fanget igen”
”Men” Josey startede et sætning hun ikke helt vidste hvordan hun ville gøre færdig ”et af Team Rockets grundprincipper er da at man villigt kan forlade os lige meget hvilken alder og grund men nu end måtte have”
Asther smilede ned til hende ”du har altid været kvik og god til at minde os om ting.. men problemet ligger i at han aldrig har bedt om at forlade os… hvis han gør det kan vi ikke stå inde for det og han kan frit forlade Team Rocket og gøre som det passer ham”
”Og du vil altså have os to til at indfange et elite medlem?” lød det fra Romeo i en lettere usikker tone.
”Jeg tror at I kan klare det.. jeg har længe haft jer to i kikkerten og hvis I klare den her mission kan i blive rigtige agenter og stoppe jeres træning” han smilede til de to børn, bedre kendt som Celle 55.
”Og hvis vi ikke klare det?” Josey så bestemt på sin leder.
”Selvfølgelig klare vi den Josey” lo Romeo ”hvad tænker du om os.. desuden kan det da ikke være så svært”
”Jeed har en pointe” Asther så skarpt på Romeo ”hvis en af jer ikke skulle klare missionen vil i blive sendt tilbage i systemet og må endnu engang tage et år mere hos juniorerne”
”Men som sagt så fejler vi ikke” lød det forhastet fra Romeo der hev fat i sin partner ”ikke sandt Josey?”
”Klart” men hun var nu ikke helt sikker.


”Slip mig så!!!” lød en stemme i udkanten af Cykelrouten mod Celadon ”jeg er af højere rang end jer og jeg befaler at i slipper mig fri” den rødhårede drengs hæl var rettet mod et vist sted nær Romeos underliv.
”Ikke før du kommer med nogle svar” Josey stod med en pokeball i sin hånd mens hun truede den unge dreng så godt som hun kunne ”hvorfor flygter du hele tiden?, du af alle burde vel vide at der er skænket dig et liv hos Team Rocket” hun fortsatte sin tale ”for ifølge dine papirer har du ikke just haft det nemt før du blev samlet op for godt og vel 6 år siden”
”Ja hvilket liv?” lød det fra rødtoppen ”jeg fik frarøvet min identitet, givet navnet Silver som dæknavn for det jeg oprindeligt er født som” han så hadefuldt på Josey ”jeg ved hvem du er Josephine.. og du har ikke haft det et hak bedre” han spyttede hende i ansigtet ”jeg forstår ikke engang hvorfor du stadig er her..”
Josey tørrede stille og roligt spyttet væk mens hun ihærdigt prøvede at holde sin stemme i en rolig tone ”jeg ved godt at det her ikke er den fedeste måde at leve det her liv på.. men du bliver nød til at værdsætte det du har.. du har i det mindste fået chancen for at få et liv” hun sukkede, nærmede sig Romeo og slog ham pludselig ned, så hans greb om Silver blev løsnet ”sandheden er at jeg lidt har opgivet at få det liv jeg vil have” hun lo ”men du knægt, du giver sku ikke så let op” hun skimtede en brunette, omkring Romeos alder gemme sig i en nærliggende busk ”desuden er du helle ikke alene.. og så går det nok”
Silver smilede, og det så næsten taknemmeligt ud ”tak” han gik forsigtigt længere ud mod Cykelrouten men stoppede så op ”kom med os” sagde han med ryggen til ”du af alle burde vel vide at når chancen er der så tager man den”
En mystisk pokemon sprang pludselig frem og angreb både Silver og Josey.
Josey smilede en smule lettet men også en smule tvivlsomt.. efter et kort øjeblik fik Silvers sit svar ”Jeg ville gerne du.. men jeg har nogen der har brug for mig” hun gik over til Romeo der stadig ikke var ved bevidsthed, ”men hold nu lige kæft om det.. du slap fra Team Rocket og det er det”
”Det lover jeg” lød det glad fra Silver og forsvandt hurtigt bagefter.
”Glem mig nu bare hurtigt” hviskede Josey til sig selv mens hun knyttede et lille stykke papir i sin hånd.

”Hvad skete der” Romeo vågnede op mens han gik støttende op af sin partner..
”…” Josey prøvede at lyde så trist som mulig ”han slap væk..”
Romeo rev sig i samme nu løs og så panisk på Josey ”hvad mener du med slap væk.. vi havde ham jo hvor vi ville”
”Han slog dig ned” hun sukkede og løftede sit ansigt der bag præg af både smerte og træthed.. ”derefter slog han mig ud med hans pokemon” hun hostede.
Romeo så skuffet ned i jorden da en helikopter dukkede op foroven.. ”Josey” sagde han skuffet og trist til sig selv mens Celadon blev mindre og mindre mens helikopteren steg højere og højere op.

Da de nåede basen igen var solen gået ned og månen stod højest. Rapporten skulle videregives morgenen efter.
Begge blev de sendt i seng med det samme og Romeo var faldet i søvn lige så hurtigt som han havde lagt sig i sin underkøje.
Josey så op på den kolde og fugtige væg mens hun stille sad og tænkte dagen igennem. Hun så ned på sin pokeball, på sin Squirtle der havde trodset hende da hun var ved at give op, hendes egen Silver, et navn der fra den dag havde fået en helt ny mening ”tak” sagde hun og krammede den mørkerøde bold ind til sig som var det en sovebamse ”jeg lover aldrig at svigte mine venner igen”
Natten gik pinefuldt langsom og da solen langsomt begyndte at slikke hendes ansigt kravlede hun ned af stigen, smilede venligt til Romeo der sov trygt ”tak for alt” hun nærmede sig ham og kyssede ham blidt på den ene kind ”partner”…
Hun forlod værelset.