Log Ind

Forbliv logget ind

Ingen bruger? Tilmed dig her
Glemt kodeordet? Klik her
Sidste nyt
Anime afsnit
First and last opponent!
Manga kapitel
Edo Tensei's Release!

Ingen muligheder tilgængelige

Kontakt KonanLUK


Skrevet af Konan

on Ons 3 aug - 17:18

avatar
Ja jeg skriver det her fordi historien jeg vil dele med jer sagtens kan være et One Shot. Jeg har aldrig givet mig i kast med One Shots før.. da de ikke er særlig nemme at skrive.. dog vil jeg smide kapitlet ind.. uden intro eller noget.. og hvis folk så vil vide mere kan der komme en intro på

Men lad os begynde
Først og fremmest vil historien indholde OC's (original charater) så i bare lige er forberedt

Josephine og Samuel (Sammy) er mine egne OC´s
Samantha (Sam) er Lukas/Espeon´s OC
Mens Skylerer Rasmus/Baru´s OC ((Skyler kommer kun med hvis historien får en fortsættelse))
Både Sam og Skyler har jeg fået lov til at bruge i denne historie

Andre, NIOC (Not inportant ) er
Luke skabet af Lukas/sejelukas
Micthel skabt af Michael/MT

Kapitel

---

”Burde du ikke…?”
”Nej” et enkelt sip til den nu lunkne kaffe var alt hvad han fik som svar.
”Men du ved godt at…?”
”Ja” igen blev der sippet til kaffen, og den var ikke just blevet varmere.
”Så jeg behøver ikke at..?”
”Nej”, kaffekoppen var tom så nu vidste han da at hun ville svare. Hun lod blikket skimte ham, og selvom han havde været bekymret for hende det sidste døgns tid var alt som det skulle være, altså hvis man så bort fra kidnapningen af hendes bedste venner for en uge siden.
”Du har siddet foran din computer hele dagen, og du har ikke sagt en lyd… om hvordan vi måske kunne få dem..!”
Hun tyssede på ham, ”Candle min kære ven, det hedder ikke ’hvordan vi måske får dem hjem’ men ’hvordan vi FÅR dem hjem’” hun smilede ”desuden sagde jeg jo til dig at jeg har det fint.. du burde være den der tog den med ro.. for som det ser ud nu er vi lidt de eneste der kan drage i kamp”
”Jeg ved det godt” han sukkede ”men at jeg er den eneste der kan beskytte nogen af os” han vendte blikket over mod de andre monstre der, godt klumpet sammen, lå i hundekurven henne ved hoveddøren.
”Du sagde det selv” hun skrev så computertastaturet nærmest brændte ”digimoners data ændre sig nogle gange når de bliver overført fra den ene server til den anden..” hun rejste sig op, og det kun for at hente mere kaffe.. som hun havde gjort det et utal af gange i løbet af de sene nattetimer, ”desuden” hun stak sit hoved ind i stuen ”hvis teorien passer, kan jeres data sagtens være ændret så meget at I kan digivolve til en helt ny form” hun smilede ”så tag du det nu bare helt roligt Candlemon.. jeg har styr på tingene”

Candlemon var en digimon, et af de mange digitale monstre der kom fra en anden server, eller dimension sagt i et sprog folk måske bedre kunne forstå, men måske havde svære ved at fatte.
Candlemon var ikke alene om at være der.. for over i den overfyldte hundekurv lå andre, digitale monstre.
Candlemons partner var Josephine, en, nu oppe i sine sene teenageår, pige der havde fået æren at bære tegnet af frihed og samtidig være ærespræsident i den digitale verdens kongerige, hvor Candlemon, om man ville tro det eller ej, faktisk var konge.. men det var nu en længere historie og i tilfældet, et sidespring.
”Josephine” lød en træt stemme og hendes øjne, klistret til skærmen rev sig løs og opdagede
”Tsunomon, lige den ’mon’ jeg skulle bruge” hun smilede og så på ham, hvorefter hun så skarpt på Candlemon ”kan du ikke smide Candle med i seng.. hans majestæt vil ikke være klar til at kæmpe for hele verdens sikkerhed i morgen”
”Bliver vi angrebet i morgen!?” lød en stemme de alle 3 kendte nærmest alt for godt
Mennesket kunne nu ikke lade være med at sukke, ikke opgivende men kun fordi hun aldrig ville ændre sig ”nej Tanemon.. jorden bliver ikke angrebet i morgen” hun smilede ”du hørte forkert.. det her er faktisk bare en drøm”
”Okay så” gabte Tanemon og faldt i søvn i hundekurven igen.
”Du hørte hende” Tsunomon så op på Candlemon ”kom så i seng” han så over på kurven ”vi holder hinanden varme”
”Jeg er overhoved ikke træt” og i samme nu gabte Candlemon og blev til DemiMaremon, sin mindre form.
”Nej slet ikke” lo Josephine og satte sig på hug nede ved digimonerne ”hør her drenge” hun lagde en hånd på hvert af deres hoveder ”siden alle andre ikke er her, er det mit job at passe på jer.. og ser i, jeg har en masse at tage mig til.. så hvis I nu bare var venlige, kunne i så gå i seng nu” hun så på sin partnerdigimon ”jeg er ikke okay…” hun lo ”…før du lover mig at gå i seng”
”Okay” sukkede DemiMeramon og svævede sammen med Tsunomon over til hundekurven, hvor de begge faldt i søvn med det samme.
Data, Virus, Vaccine.. de tre grundlæggende typer af digimon, den indikator der bestemte en digimons substans.. det var nu alt sammen professor snak, men en nøglefaktor til at få løst problemet
Hun havde ofte snakket med sig selv, i sær når der var noget der ikke lige gav helt mening for hende
”Digimoner, ændre data”.. data.. ja det var en type, men var det kun den.. og hvis det var sådan stod kun en tilbage, Gigimon, ejet af hendes bedste ven Mitchel.
Men hvornår skulle man regne med det, Koromon som et eksempel var kun Data som Koromon og Vaccine derefter i alle hans udviklingstrin.. måske var hun for træt lige nu, måske var det for åbenlyst… eller måske havde hun fat i den forkerte ende.. for hvad gjorde det også at vide at digimoner kunne digivolve anderledes.. når der ingen var til at aktivere det.

”Men?” en ide lyste kort op for hende, hvad med menneskerne.. kunne deres data, deres DNA, kunne det måske ændre sig.. og var det måske nøglen til det hele.. var det derfor.. ”selvfølgelig!!” råbte hun og slog en knyttet næve ned mod tastaturet der kom til at slette alt det hun lige havde skrevet.. hun grinede let for sig selv, alt det hårde arbejde spildt, og i samme nu drættede hun i søvn, hen over skrivebordet.


Han susede hen over græsplænen, der, hvis han faldt, ville være i store problemer, et, hans tøj kunne blive beskidt, og to, ringen i lommen kunne jo gå i stykker. Begge ting utænkelige men sidste nævnte ting ville ødelægge ham helt..
”Du går bare hen til hende.. og så ned i knæ og” sætningen kørte stadig i hans knold, ja for nu skulle det være, eller skulle det nu det?
Hun havde siddet og smilet mens han forvirret susede over græsplænen, på vej mod hendes nykøbte lejlighed, sjovt nok, selvom de aldrig havde lovet at forlade hinanden, langt væk fra Mitchel, og det gældte nu også alle de andre, dem som hende, udvalgte, digiudvalgte.

Mimi havde snakket i flere timer, hun var enten glad på hendes vegne eller en lille smule misundelig.. måske lidt af begge dele.
Og godt som Mimi plaprede videre, bankede det på, og det var med sikkerhed, nej det kunne kun være ham.
Micthel havde, dog selv med den store afstand kommet flere gange om ugen, overnattet på et motel ikke lang fra hende, selvom han flere gange havde fået lov til at låne sofaen, men som den lettere mytiske og stædige fyr han var nægtede han at fylde i nattetimerne.
Hun havde nu altid grint af det, når han lige omkring midnat havde forladt lejligheden, og kommet med den samme forklaring.

Luke var, hvis hun da stadig sikker, på et elle anden eventyr med Gaomon igen, han havde nu altid været lidt gådefuld, så man kunne aldrig være helt sikker omkring ham.

Matt havde fortalt at TK lige var startet i High School, og at han, ligesom hun og de andre, ikke kunne forstå at lille TK, pludselig ikke var så lille længere…


Hun tog det nu stille og roligt, mærkeligt, på dette tidspunkt ville Candlemon have drillet hende med hendes romance med tidligere holdkammerat, nu kæreste, og sikker også snart forlovede Yamato Ishida eller Matt som han også blev kaldt.

Candlemon var stor i munden, selvfed, og til tider lidt koldhjertet.. men på den anden side var han også modig og ridderlig, og ikke bange for noget.. sagde han da i hvert fald…
Desuden skyldte hun Candlemon alt.. han havde altid været der for hende, og ville sikkert altid være der.


Joe var Gomamons partner in crime og nød godt af Joes fascination af digimoner, dog til hans store skuffelse havde han ikke haft nogen mulighed for at se til dem siden han, og hans nytilkommende venner havde forladt den digitale verden, i det de troede skulle være for evigt.
Joe havde dog fortsat troet at han kunne komme til den digitale verden, og denne brændende passion, samt at han ikke var helt dum.. gjorde ham til den person Josephine helst ville arbejde samme med når det kom til tænkning.


Og så var der Tai og Agumon der sådan set aldrig havde ændret sig. Tai var blevet i nærheden af hans hjem og havde påtaget sig rollen som storebror for sin yngre søster Kari, der sjovt nok også gik i TK´s klasse og havde i de sidste uger både fundet tegn og partnerdigimon, der, til Candlemons store skræk mindede ham alt for meget om hans barndomsven Mikemon…
Tai følte at det var hans mod der havde givet Kari sin digimon, en Gatomon, en Champion der bare blev ved med at være Champion
Og Tai var ikke til at stoppe da hans nye kæreste Sora en dag også stod med et digiæg i hendes favn


Mitchel var blevet nabo med en fyr ved navn Izzy, en.. ’jeg-kan-klare-alt-der-har-med-computere-af-gøre’ mand og omkring hans egen alder. Han var også blevet ejer af en digimon, en underholdene fætter af en Tentomon.

Nu var de blevet en del, 11, hvis hun ikke tog fejl, men matematik havde nu aldrig været hendes stærke side.
Nøgleordet var nemlig at de ’havde’ været 11.. men nu var de en, et menneske og elve digimoner.. et menneske der for længes havde opgivet kampen, og prøvede hun igen.. blikket faldt på DemiMeramon.. hun var ikke klar til at satse flere liv.
Regnen havde stået på i flere timer nu men siden hun havde set ned på sin computerskærm hele tiden havde hun ikke langt mærke til det.. men hvad godt kunne det også gøre.. hun vidste godt at som tiden gik, sank hun, hendes partner og alle omkring hende længere ned i en depression der til sidst ville suge alt håb ud af hende.. LadyDevimon havde været et geni denne gang, så meget måtte hun give hende.

”Data” hun så tomt på den blå skræm, hvis der var noget der kunne rende hende lige nu var det data.. for hvad kunne et utal af 1erer og 0erer i det store hele.. intet… nemlig.. ”det kan jo intet!!” hun så stadig ind i skærmen ”hvad vil du have jeg skal gøre!!?” hendes stemme var fuld af følelser men hendes øjne stirrede dødt ind på skærmen.. den blå skærm ændrede sig ikke.
”Skal du ikke sove?” DemiMeramons stemme skræmte hende og hendes ansigt vendte sig.. dog ændrede hendes øjne sig stadig ikke.
”Demi” hendes stemme var knækket ”hvad er det for en latterlig ide du har?” hun lo ” hvis du bare give det tid så kommer vores venner tilbage” hun lo igen, men denne gang højt ”dit lille naive fjols” hun rejste sig op ”stupide lille fjols” hun smilede skævt, sygt.. hun lo………

Det regnede stadig, men hun var ude.. på legepladsen, og deroppe i vinduet på 5 sal sad hun… alting var perfekt.. hun kunne gå rundt dernede, skrige hvert eneste skældsord hun kunne komme i tanke om mens DemiMeramon kunne sidde i hendes arme oppe i stuen.. hvem ved, måske så de en film… det hele var så perfekt..
Hendes fødder kunne blive våde og hendes tåre kamuflere sig med regnen.. DemiMeramon.. mor og far.. hun ville sidde og spise aftensmad mens hun lo af fars platte vitser…perfekt
Hun kunne falde og slå hul på sit knæ.. vride sig i smerte.. og stadig tænde natlampen og fortælle sin partner den samme godnathistorie igen og igen.. perfekt
Hun kunne blive påkørt bare for at forsvinde fra skæbnen mens hun en varm sommerdag kunne sidde men sine venner.. og aldrig.. aldrig komme til den digitale verden igen.. perfekt.. perfekt.. PERFEKT…


Solens røde lys skinnede ind på de mange vinduer i kvarteret.. som om det havde regnet blod hele natten.. og dernede så hun sine børn lege.. det så så fredeligt ud, det mindede hende om den selv samme aften hvor hun havde mødt sin bedste ven.. men hvis hun skulle være ærlig håbede hun ikke det skete igen.. ikke med hendes børn, ikke den unge pige på gyngen.. ikke nogen overhoved… men hvad kunne hun gøre.. for det var allerede bestemt.. hvis hun kiggede ud nu igen ville de, den unge pige samt resten af den venlige aura været forsvundet og om lidt ville hun rejse sig, styrte ud af døren og ned på pladsen.. der ville pigen igen sidde på gyngen.. ikke sige noget kun kigge med det samme tomme ansigtsudtryk..

Hun ville gå derhen.. forsigtigt smile venligt.. give hende en digivice.. hvorfor havde hun nu aldrig fundet ud af.. og det selvom det var sket før.. gyngepigen havde jo sin egen.. helt magen til.. den ville sågar være i bedre stand end hendes..
Gyngepigen genkendte denne ældre skikkelse.. det var hende selv.. det var derfor hun kunne genkende scenarioet.. selvom hun endnu ikke havde set det for sig… men der var nu noget anderledes denne gang.. eller det troede hun da.. måske var det fordi hun ikke kunne huske sidste gang det skete.. ja hvis det da var sket før…


Hun huskede få sekunder tilbage, to børn, efter alt at sige tvillinger, en dreng og en pige. Begge havde de løbet rundt i den lette regn, drengen havde tydeligvis nydt det mere end sin søster, for pigen havde sagt noget i stil med ”Kan vi ikke gå ind.. mor siger også at vores tøj ikke skal blive beskidt nu hvor vi skal mødes med hendes gamle venner” hvorpå drengen havde drillet hende med at hun bare ikke turde hoppe rundt i de mudrede pytter.. og så havde hun set det.. en skygge.. Wizardmon.. nej, det ville være for åbenlyst.. historiens gang var godt nok kendt for at skabe scener identiske med fortidens men hun ville nu ikke tro på det.
Skyggen var forsvundet ligeså hurtigt som den var kommet.. pigen havde skreget, moderen havde set ud fra 5 sal i samme nu. Tvillingebroderen havde vendt sig om, og hans søster var forsvundet.


I samme nu havde hun rejst sig fra gyngen, gået hen til drengen.. han havde stået paralyseret af frygt, hun havde smilet venligt til ham og givet ham et æg.. et digiæg… og i samme nu som hun havde sluppet ægget skimtede hun sin partner.. hans øjne var fulde af tåre.. hvorfor.. men så pludselig hørte hun sin egen stemme.. billeder skimtede hendes sind


”Såh jeg går ud fra at du klare dig” hun smilede, selvom helt andre følelser end glæde havde overtaget
”Du kender mig” han smilede og så ned i jorden, han snøftede ”jeg har det elendigt når du ikke er hos mig” igen snøftede han ”så jo jeg skal nok klare mig”.. det var svært at se om en lille tåre faldt.


Hun havde efterladt drengen, digiægget og en nyankommet digimon, Terriermon hvis hun ikke tog fejl. Drengen havde løbet efter skyggen.. og hun havde sat sig på gyngen igen, i samme nu kom moderen forbi hende.. og i samme nu vidste hun hvad hun skulle.. stadig forstod hun det ikke…

”Du er altså en digimon?” drengen så ned på skabningen
”Ja.. Terriermon” svarede den ganske venligt ”du er et menneske… har i nogle navne”
Drengen lo let ”jeg hedder Samuel”, han lo igen, opgivende ”min søster og jeg” han nåede ikke at få sin sætning færdig
”Søster?” Terriermons blik bare præg af uforståenhed ”hvad er en søster?”
”En søster er” han bed sig i læben ”når din mor og far får mere end et barn og et af de børn er en pige.. er hun din søster… hun kan enten være din store eller lillesøster, men det kommer an på hvornår i er født” han sukkede ”min søster er den mindste og jeg passede ikke godt nok på hende.. som den store er det mit job at gøre sådan noget”
I samme nu lyste digiægget op og det samme gjorde Terriermons øjne ”hvis det er sandt det du siger så er det her min lillesøster” han smilede ”passer du på hende så skal jeg nok passe på din søster” han smilede ”momentai”*
”Mo-men-tai?” drengen så mærkeligt på digimonen ”hvor har du hørt det henne?”
Han fik intet svar for Terriermon var allerede forsvundet. Tilbage sad han og et digiæg…
”Momentai” han sukkede, dog smilene nu ”momentai”…


Den mørke nat havde gjort det umuligt at se hvor pytterne lå henne, det vidste hun allerede for mudderklumper havde allerede blændet hende. Hun med smerten i sig og fortsatte af sted.. lod hendes andre sanser føre hende.. Fodtrin.. nogen løb… benzin.. de var på vej mod byen, stærk vind, de var nær havet, salt.. jo de var ved havet.. ingen fodtrin, stank af benzin.. følelse af vind eller smag af salt.. hvor var de henne…
Skrig, et skrig… hendes skrig.. lys.. mørke og så lys igen.. nogen.. noget, det nærmede sig hende.. talte til hende ”jeg ser.. der er intet andet af gøre” stemmen, lyset, det forsvandt.. hun stod tilbage.. nej ikke hun, dem.
”GeneWizardmon” hvæsede hun næsten lydløst…


Hans navn var Beelzemon, det vidste hun nu, hendes navn, det havde hun ikke nævnt.. det lille væsen i hendes hænder.. det var Terriermon.. han havde intet sagt, det vidste hun bare.. Beelzemon var forsvundet.. og tilbage stod hendes frelser, smilede, satte hende forsigtigt ned på jorden mens hun løb i sin broders arme.. de græd begge to, moderen græd.. hun græd.. forsvandt så…

”De var altså ikke klar” men det skulle være dem tænkte hun for dig selv mens DemiMeramons forvirrede ansigt var det eneste der fangede hendes syn.. hun smilede, krammede ham ”hvis vi bare giver det tid så kommer vores venner tilbage” hun faldt i samme nu i søvn, dyb og frygtløs søvn…

---

*Momentai er det Terriermon fra Digimon Tamers hele tiden siger.. det betyder ’tag det roligt’





Ingen muligheder tilgængelige

Statistikker

Skjul blokken

Antal indlæg: Indlæg pr. dag:
Antal emner: Emner pr. dag:
Antal brugere:
Brugere pr. dag:
Nyeste bruger: Sidens alder: dage
Forumotion.com | © PunBB | Free forum support | Kontakt | Report an abuse | Create a free blog