Baru kom ind i klassen. Han så rundt. Stille gik han op på sin plads og så ned mod den nye lære, der var kommet for at fordele dem. Han greb fadt i sin svale og ødelagde den. Stille tørrede han sin våde hånd af i sin trøje.

Shini satte sig nu bevist lang fra Baru.. måske ville det hjælpe på gruppefordelingen
"Og når vi alle er her" læren så ned i protokollen "Maioritas Denji er vist her ikke"
"Han kommer om lidt fik jeg af vide" svarede Shini
"Fint" lød det fra læren

Denji overvejede om han overhovedet skulle gå derind.
"Jeg kan jo ikke løbe væk.. Jeg må beskytte hende når jeg er stærkere.."
Han knyttede næven og var fastbesluttet. Han begyndte igen at dække armen med de meget støvede bandager og satte sig indenfor.
"Nu er jeg her"
Han smilte dumdristigt som altid.

Baru sad helt stille med krydsede fingre. "Lad mig nu få en Ice Release Sensei. Lad mig nu!" Han virkede på en måde lidt ynkelig som han sad der og nærmest tiggede. Men han skulle bruge en der kunne lære ham hvordan man rigtig kunne bruge Ice Release, og hans mor var desværre ikke Ninja, og af gode grunde kunne hans far ikke undervise ham.

Læren trak et stykke papir rem og begyndte at råbe navne "Og Gruppe 9 er:... Maioritas Denji, Uchiha Hyuga Toki-Shinibi og Roga Baru" han rømmede sig "og det avr dem er var.. i løbet af i ag vil i møde jeres Sensei"

"Ser man det" Shini sad stadig på pladsen "et her skal nok bliver sjovt"

Normalt ville Denji kigge morderisk på Baru, men denne gang kiggede han stadig på tavlen og sagde ikke en lyd, han havde ikke lysten.
"...."
Han sad i sine egne tanker og ville ikke reagere selv hvis baru puttede isklumpen i maven på ham.

Baru sad helt stille og gloede skræmt på læren. "Det mener du ikke vel?" Han så ned på Denji. Dette kunne kun ende i at den fyr brugte mere tid på hospitalet ned på missioner. Han sukkede og så igen på læren. "Du laver sjov, ikke?"

"Nej ikke unge Baru" lød det fra læren.. han smilede pludselig stort "i tre minder mig så meget om tiden som ung lære.. en flok være møgunger" han hostede en smule "men i skal nok klare den.. desuden er i sat sammen netop fordi i skal lære at samarbejde med alle"
"Iruka" lød det fra en læge der pludselig kom ind, hun var yngre, have pink hår og så ret så tosset ud "du ved udmærket at u er for gammel til det her.. så ud med dig og tilbage til plejehjemmet" hun smilede til klassen "i har ikke set noget børn"

Shini lo for sig selv "jamen så er Team 9 vist sat.. det her skal nok blive sjovt"

Denji begyndte igen at fokusere og brølede op med et shok, da han endelig fandt ud af han var sammen med Baru.
"HVAAAD? SKAL JEG VÆRE SAMMEN MED EN PRINSESSE? DET KAN I IKKE MENE!"
Han fik hurtigt minderne om lillesøsteren tilbage og blev igen tavs, og så som før tomt imod tavlen.

Baru rejste sig og gik ned til døren. "Men måske er der stadig håb om en Ice Release Sensei!" Han så spændt på døren. Han gik dog lidt tilbage så han ikke skulle støde ind i nogen. Lidt efter hørte han Denjis udbrød. "Sagde du noget?" Han vende sig og sendte Denji et drabeligt blik. Han gik hen og samlede den isklump, han havde lagt tidligere, op og kastede den over til Denji. "Ice Release: Swallow Snow Storm!" Udbrød han, med det tilsvarene tiger håndtegn. Klumpen blev til en Svale der aggressivt angreb Denji.

Snart gik alle de andre og tilbage sad omkring kun 3 Geniner
"Okay Team" lød det fra Shini i en lederstemme "vi skal vise dem at selvom vi bliver kaldt uotsiders, uhyre og kujoner er vi det bedste Team hele Konoha nogensinde vil se... intet vil stoppe os.. intet SKAL STOPPE OS" han nærmede sig sine hold kammerater "så er i med på at vi lige kniber ballerne sammen, glemmer vores problemer for et kort stund og bare nyder at vi er Geniner nu.. Ninjaer i Hiden Leaf"

Denji, der ikke tænkte nærmere over det, løsnede bandagerne og lod svalen styrte ind i hans sår.
"Du larmer.."
han lod armen være hævet og kunne tydeligt mærke smerten, som fik ham til at tænke på sin lillesøster, hvor mon hun gemte sig for forældrendes skænderier nu? Denji måtte hurtigt lærer noget nyt og imponere hende med det. Han måtte lærer andet end de 3 enkle angreb.

Baru så over på Shini. "Ja, hvorfor ikke. Jeg ved bare at jeg skal have klaret så mange missioner som muligt, hvis jeg skal komme med i et ANBU squad!" Han så rundt. "Hvorfor er vores Sensei så sent på den!?"

Denji sænkede armen og gad ikke engang give Baru ret, han tænkte om han nu skulle have gået ind, hvis han ikke havde, havde hans søster været fri for slag. På den anden side.. Hvis han lærer nogle stærke teknikker, ville han kunne fri søsteren fra smerten!
"Jeg glæder mig.. Bare en smule.."
han smilte let og så for sig, sin lillesøster smile.

"I to kan da ikke bare.." begyndte Shini da en ung lyshåret kvinde kom trampene ind af døren
"Hold så kæft snotunger" sagde hun og smed en stak papirer på bordet "Jeg er jeres Sensei og i kan kalde mig hvad det nu lige passer jer.. jeg kan bare ikke love jer at i slipper levende fra det"
"DU" han pegede på Shini "her ned og fortæl om dig selv.. du virker da sådan okay at høre på"

Shini der tydeligt kunne mærket at hen blev peget på gik ned mod tavlen rømmede sig og startede en mindre tale "I kander mig som Shini men mit rigtige navn er Uchiha Hyuga Toki-Shinibi og som navnet antyder er er også at Uchiha slægt" han smilede "dog har jeg ingen sej Sharingan og vise jer og jeg kan heller ikke nogle af de cool Fire Release teknikker" han sukkede "Jer bor hos overklanen i Hyuga klanen hvor jeg er belevet opvokset og trænet siden en meget ung alder... før dette boede jeg hos mine rigtige forældre i Hyuga klanens underklasse" han så rundt "mine forældre så talent i mig og valgte at give deres liv så jeg kunne leve videre.. jeg blev adopteret af overklassen der stod barnløs, her tog de mit syn fra mig.. de ville ikke have mit hadefulde blik rettet mod dem.. siden da har jeg trænet med at lære at leve blind.." han smilede "det sidste jeg så var mine forældres døde kroppe, men jeg er blevet givet livet.. og jeg nyder det.. hvordan det end er"

"Guud knægt" lød det fra deres Sensei mens Shini satte sig tilbage på sin plads "det er jo ikke hele livshistorien for sulen da" hun så på de to andre.. "en af jer.,.her ned nu og fortæl"

Baru rejste sig. "Lad det blive mig så." Han gik ned til tavlen og så op på sin Sensei. "Navnet er Roga Baru. Landets måske eneste Ice Release Ninja. Som man nok kan høre på mit navn kommer jeg fra Roga klanen, også kendt som Rouga. En klan fra Landet af Sne." Han smilede lumsk til sin Sensei. "Sjovt du minder mig nu meget om en Yamanaka. Og tro mig. Jeg ved hvad jeg snakker om. Jeg er vokset op blandt dem, side min far døde. Men I ved hvad man siger. Ikke græde over spildt blod." Han træk på skuldrene og gik op på sin plads igen.

Efter Baru satte sig igen rejste Denji sig, han havde en umålig lyst til bare at gå ud af døren, men fortsatte indtil han stod hvor Shin og Baru havde stået.

"Jeg hedder Maioritas Denji, jeg er født fra to ikke-ninjaer og det eneste jeg duer til er at bruge Taijutus, jeg har fået bekræftet min IQ er ualmindeligt lav og at jeg er dumdristig.. Jeg har tilgengæld fået den bedste lillesøster.. Udover det er jeg bare en normal dreng"

Han satte sig uden at sige mere og så op på lærerinden uden at tænke på andet end, sin lillesøster May.

"Sikken en flok vatpinde i er" lo deres sensei "og du pudderkvast" hun så på Baru "alt andet end din sanse for at se andre klaner hader jeg" hun lo "Rødtop.." hun så skarpt på Denji "du er god nok.. selvom jeg hader folk med rødt hår, og så har vi muldvarpen" hun pegede på Shini "kan du ikke bare holde din kæft nogen gange knægt.. du snakker jo som et vandfald"

Hun smilede en hurtig gang "som sagt er i Team 9, ledet af mig og jeg forventer at se lidt mere end en omgang mangefarvede vatpinde i morgen" hun gik "i har fri"

Baru så efter hende. "Der kan jeg vidst roligt sige at mine drømme om en Ice Release Sensei skyllede ud i vasken..." Han sukkede og tog sine ting. "I må have mig undskyldt, men jeg har ldit træning jeg skal have gjort til imorgen." Sagde han hurtigt og løb ud af døren. Ude på gangen overhalede han hurtigt sin Sensei og stormede ud af døren, og ud i "frihed".

"Dumme unge" sukkede hun og fortsatte ned af gangen

2Kæft hvor er jeg træt" gabte Shini og uden rigtig at vide var han faldet i søvn

Baru løb til det træ han havde trænet mod den forrige aften, og denne morgen. "Hvor kom vi fra?" Sagde han lumsk og sparkede hårdt mod træet, for derefter at sparke imod den. Sådan stod han længe. Bare at sparke og slå løs på træet.

Denji bandt hårdt armen ind i bandagerne. Han stoppede og så på Shin, efter lidt tid rejste han sig op.
"Han sover..."
Denji smilte og kløede sig i håret, han bandt det derefter så det strittede igen.
"Måske man skulle vække ham? Men.. Jeg bryder mig ik om den mand der hentede ham..."
Han spekulerede men ruskede så i Shin.
"Hey Makker.. Vågn op Shin.. Shin vågn op.."

Shin åbnede sine øjne "hva" sagde han og gabte "hov jeg faldt vist hen" han fokuserede på såret son Denji havde forbunet "få det ordnet.. det kan hæmme dig på et tidspunkt" han smilede "men jeg må hjem.. vi ses i morgen du" han smuttede ud af lokalet

Denji så ikke på det, han lod bare hænge og være sig selv. Da Shin var gået snakkede han lavt for sig selv.
"... Det er ligemeget.. Det er ingenting, bare jeg kan beskytte min lillesøster.. May.. Jeg skal nok.."
Han knyttede og begyndte at smile selvsikkert.
"Jeg skal nok hjælpe dig!"
Han nikkede for sig selv og løb ud, han standsede ved et træ og overvejede det, han havde hørt om en teknik han kunne øve sig på.
"..."
Han gik hen imod træet og overvejede det igen, han var jo for naiv til at kunne koncentrere sig så meget.

Baru stod forpustet og så på træet. Sveden løb ned af ham, og hans blodåre blev tydelige. Den vanvids frembringende stilhed blev kun brudt af lyden af bloddråber der ramte jorden fra Baru's hænder. Denne lyd blev dog overgået af det bump der kan da Baru faldt sammen. Hans fødder var noget grænsen, ligesom hans hænder. Ikke en havde han set eller hørt, sidden han havde forladt skolen, og nu lå han der. Helt alene. "Det er ikke slut endnu..." Stille og rystende fik han bøjet sin arm og sat den i jorden. "Jeg er ikke færdig endnu...!" Han fik presset sig højre skulder op, og endda slået sin venstre hånd i jorden. "Konoha's Hvide Tiger er ikke færdig med at brøle for i aften!" han fik kæmpet sig helt op. *Tilgiv mig far, men der er noget jeg må prøve.* Tænkte han og lukkede øjnene. Han knyttede sin næver og spændte alle sine muskler. "First Gate: Gate of Opening! Open!" Udbrød han mens han åbnede sine øjne. Han slyngede sin højre næve bagud, for der efter han fyre et brutalt slag mod træet. Slaget ramte ufattelig hårdt. Man kunne tydeligt høre hvordan noget af træet flækkede og faldt til jorden. Derefter blev der stille. To til tre bloddråber løb ned af stammen. Alle fra Baru's hånd, der stadig var plantet i det indhug han havde lavet i træet. Baru stod blot der og så på træet. Af en eller anden grund holde han vejret for ikke at ødelægge den stilhed, da alligevel blev spoleret af en enkelt mands klapsavle. Ikke den overbegejstrede klapsavle, men en rolig og afslappet en. "Det må jeg nok sige. At have lært sig selv at åbne en af de otte borte, og så i sådan en ung alder." En vildt fremmed mand stod og så på Baru, der blot så chokeret tilbage på manden. Hvor.... Hvordan ved du, jeg selv har lært den?" Fik han frem stammet. Manden smilede blot og gik over til Baru. "Jo, ser du. Jeg har skam holdt øje med dig Roga Baru!" Baru så igen chokeret på manden og sprang bagud, men faldt i knæ da han lande. "Pas nu på! Din krop kan ikke holde til mere!" Manden så bekymret på Baru. "Du behøver ikke være bange. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget." Manden stak en hånd ned i en af hans lommer og fandt noget frem. Han så kort på det og smed det over til Baru, der så ned på det med store øjne. Det var et blåt bånd, med en lille jernblade på midten. På jernbladden var der et form for mønster, der mindede om fem tallet på en terning, bare hvor den øverste venstre prik manglede. "Det her er jo..." Baru måbede over den lille jern blade. "Landet af Snes Ninja symbol! Din fars stolte Ninjabånd!" Manden gik over til Baru, der havde samlet den lille ting op. "Du kendte mig far?" Spurgte han med en lav stemme. "SÅ er du måske også fra Ladnet af Sne?" Manden bukkede sig ned og hjalp Baru op og stå. "Jeg kendte din far, men nej. Jeg er ikke fra Landet af Sne." Manden følte sig lidt dum ved at sige det. Selv synes han, han lød lidt underlig, men forsatte. "Jeg var din fars sidste modstander. Manden der dræbte Roga Senturo!" Udbrød han og så ned på Baru, der bange trådte et skridt bagud. "Du lyver...!" Skreg Baru og slog ud efter manden, der blot greb fat i hans arm, fældede ham og strammede til om armen, lige før Baru's næse ramte jorden. "Nej! Jeg lyver ikke og hør nu godt efter! Din far var, og vil for altid blive min sidste modstander!" Baru så forvirret ned i jorden. "Din far... Fortalte mig og dig, før han døde. Jeg havde ramt ham alvorligt med en kunai, og i stedet for at prøve at redde sit eget liv, lagde han sig blot og så op i himlen. Efter lidt tid begyndte han at tale den her lille dreng, som nu måtte stå uden sin far. Heh, du skulle have hørt ham. Han pralede om hvordan den lille dreng elskede at træne sammen med ham. Jeg husker stadig det aldersidste fjolset sagde." Manden slap Baru og gik lidt væk. "Nu hvor jeg snart er væk, kan du så ikke gøre mig den lille tjeneste at gøre min søns træning færdig. Bare lær ham basis tingene og så skal han nok klare resten selv. Han skulle være let at genkende. Smaragd grønne øje, og hår som en hid tigers pæls." Manden begyndte at grine. "Jeg træk mig tilbage efter den mission. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke. Fyren havde brugt sine aldersidste kræfter på at trygle mig om at træne hans søn. Og din far var bare den slags mand du sagde nej til, heller ikke efter han var død!" Manden så igen på Baru. "Derfor er jeg her. For at afslutte hvad din far ikke nåede!" Baru så chokeret på manden. Selvom det hele lød som en stor løgn, kunne han ikke lade være med at tro på det. "Jeg vil lære dig at åbne alle otte borte, men! Du må love mig kun at åbne maksimum tre!" Han så alvorligt på Baru, der nikkede fast. "Godt, lad os så få noget at spise. Du ser ud til at være hunde sulten!" Manden lo og vidste Baru ned tilbage til Yamanaka klanens kvarter. "Imorgen stump, før du mødes med dit team, begynder vi. Og husk nu at få noget søvn, for det bliver ikke let!" Det blev det sidste ord fra manden, før han forsvandt og efterlod Baru til sin mad og søvn.