Shini sukkede lettet "ja vi må hellere gøre som hun beder os om.. nu har hun jo været så venlig" han så på Spike.. der kan vi også bedre lære hinanden af kende

Baru lo igen. "Jup, måske du rent faktisk er bedre end en hund." Han så på Spike, og fortrod hurtigt sit valg af ord. "Nå, men, lad os så komme af sted!" Udbrød han og hamrede døren op og trådte ud i natte mørket. "Hvem kommer først?" Mumlede han og satte i løb. "First Gate: Gate of Opening! OPEN!" Udbrød han straks og løb pludselig væsentligt stærkere.

//OUT//

"hey kan du ikke vente li" han sukkede og nåede ike engang at få sin sætning færdig før Baru var ude af syne "hvorfor har den knægt altid så travlt" han sukkede og så glad på Spike.. vi mødes vel bare ved Ramen Baren ikke" og så gik han


//OUT- Ichiraku Ramen//

"Jo, vi ses der henne om lidt" Spike retter på sine sko og begynder så at gå mod udgangen. Baru kan køre sit eget løb.

//Out - Ichiraku Ramen//

Etex sad alene på akademiets gård sammen med shiro. Det så ud til at de var alene. Shiro lå på jorden. Etex sad op af muren, og kiggede op på stjernerne.
Etex: Gad vide det om det nogensinde vil lykkes for os?
Shiro: *Ligger bomstille*
Etex: *Kigger på Shiro* Ingen tvivl om at det vil lykkes. Vi er nået så langt. Uhhhhrrrg *Blinker et par gange* Det er jo også ved at blive lidt sent, jeg må... helere..... snart....... *Etex falder i søvn*
Dagen efter
Etex: Uhhhrg... Faldt jeg i søvn? Det må jeg jo ha gjordt.
Shiro: *Sidder og kigger på Etex*

Etex: Jeg er sulten, lad os få nogle rammen
Shiro: Vov
Etex: Ok, lad os tage afsted.

((Out - Ichiraku Ramen Bar))

((Tilbage))
Etex: Så er vi her. Lad os gå ind Shiro. *Går ind sammen med Shiro*

Efter examen
Etex: Sådan, vi gjorde det shiro.
Shiro: Vov
Etex: Lad os lige hvile os lidt, enden vi tager hjem. *Sætter sig op af en mur og falder i søvn*

Det er ikke tilladt at dobbeltposte. Rediger dit tidligere indlæg i stedet.
Man bør heller ikke citere indlæget lige over.
- Suigetsu

Denhai: "Løber ud af akedemiet mens jeg råber: Yeah er endelig Genin."
Hov hvor er allesammen henne? "Ser en dreng ovre ved en mur" Hmm, hallo du der, går over, og ryster lidt til ham.

"hva" og Raito vender sig om "åh davs, du må være Denhai jeg har ventet på dig. vi er på hold sammen med utaki. han skulle gerne komme snart"

Raitos mor kommer forbi
azami: "hvad i... er du kommet hjem. hvorfor har du ikke sagt noget." *tager fat i Raito og opdager Denhai og der kommer et falsk smil på hende*"hej. du må være Denhai. jeg skal lige snakke med Raito der hjemme men dig og Utaki kommer bare forbi vores hjem når i vil. det er angående jeres nye sensei"*går med Raito*

//out - er taget i rpg hjem og så Raitos hjem//

"Ligepludselig kommer der en due styrtene ned på Denhai"
Denhai: Hey hva' laver du! Hov du har et lille styk papir på din fod *TAR det og læser det* Nå Raito vil mødes.

//OUT//

Ved Akademiets mere sandede område, sad tyst en ung pige, hvis øjne var lukkede og kun med munden let adskilt, så luften kunne sive ind og ud af kroppen. Armene støttede svagt imod nakken og brystkassen bredte sig langsomt ud, for at synke trygt sammen igen. Intet forstyrrede den idylliske ro, her ved dets miniature sandland. Kun fuglenes vingebasken, der hårdt slog imod luftens tomrum, lavede en sagte, næsten uhørlig forstyrrelse i omkredsen...

Pigen åbnede roligt øjnene og fjernede hurtigt armene fra nakken. Håndfladerne trykkede sig ømt imod jordfladen, hvor sandet grusede under dets pres. Pigen, Nanny, snøftede en enkelt gang, før hele kroppen løftede sig. De mørkebrune øjne skuede ud over landskabet, der ikke nærede betydeligt meget liv. Der flød et gab fra de strækende kæber, hvor en hånd skærmede for luften, der alligevel nåede ud i vindens kuldegysende greb.
"her sker intet... Typisk, at jeg altid kommer for sent"
Nanny rystede på hovedet. Som sagt, var dette ikke første gang, hun var kommet for sent og måtte stå helt alene, på et øde sted, alt for sent på dagen. Sådan gik det faktisk altid, hvad var lidt for tit.

Pludselig stod han der. Baru så ud over hele akademiet fra dets tag. "BukkaChi, hvorfor begydner jeg at tro, du er er mere end bare et sværd?"

Nanny sukkede dybfølt endnu engang og svang hænderne bag hovedet, for at flette dem sammen.
"Hvad skal man gøre, når ens indre ur, ikke fungere?..."
Hun rykkede hovedet til den ene side, der lavede et par smertefulde knæk.

"Ice Release: Black Dragon Blizzard!" Mumlede Baru stille og en kæmpe sort drage kom frem. Den brølede og dækkede hele himlen med kulde. "Stadig ikke større?"

Da et brøl og nyt mørke skød frem, spærrede hun øjnene op. Et nærmest fantastisk væsen, klarere end smeltet is, bugtede sig for hendes øjne.
"Wo... WOAAAAAA!" Hun tog sig til munden med begge håndflader, forsøgte febrilsk at stoppe lyden af hendes shok.

Baru lod sin drage forsvinde igen, da han hørte lyden af et skrig. "Der er vidst nogen her der er bange for den store stygge frosne drage." Hans stemme var stadig kold, og hans maske sad som altid på siden af hans hovede.

Nanny blinkede mange gange, selv efter at dragen igen var borte, ligeså hurtigt som den var ankommet. Hun kunne ikke hører drengen snakke og blev ved med at være ret så forvirret over, hvordan den var kommet - og hvordan den forsvandt igen.
"Hv.. Hvad i alverden var det?..." Hun stod som et spørgsmålstegn, stadig lige så nysgerrig, som da den var sprunget frem.

"Det kaldes Ice Release. Kun få har det." Han stod pludselig lige ved siden af hende. "Det er en slags Keekei Genkai. Altså med født evne. Det du så der var min Black Dragon Blizzard. En af de stærkeske Ice Release Jutsu'er."

Hun tog sig til hjertet, der bankede hastigt, imens at halsen lod hovedet dreje sig imod ham. Øjnene klemte sig sammen indtil ansigtet løsnede sig op i et interesseret, meget nysgerrigt og forundret udtryk.
"Så jeg har vist set noget specielt.. Noget extra ordinært?" Læberne bredte sig til et smalt smil, understreget af øjnene, spækket med respekt og interesse.

Hans grønne øjne gav et svagt tilbage kast af månes lys, mens han så koldt på hende. "En Keekei Genkai er ikke noget specielt. En Ninja der trodser sine egne evner og svagheder, og kommer længere uden medfødte evner. Se det er specielt."

"Aha.."
Hun lod armene læne sig bagud, for at flette sig ved ryggens nederste punkt. Sammentidigt blev brystet skudt en anelse frem, idet hun undersøgte ham med øjnene, forsøgte ihærdigt at komme med en nogenlunde intelligent kommentar.
"Nogle ninjaer er født uden evner, men på trods af at de træner aktivt, bliver de aldrig bedre. Hvad vil du kalde dem, om jeg må spørge?"

"De få der vil skabe vores fremtid. De eneste der har hvad der skal til for at opnå sand styrke og evnen til udrette noget." han træk BukkaChi frem og lod den rettes mod månen.

Hun betragtede sværdet, han førte i sin hånd og som han lod stå med spidsen imod den glansfulde måne.
"Jeg kan kun være enig. Det er også dem, der bliver ved med at arbejde, selv hvis resultatet er usselt, prøver de bare igen - og endnu mere ihærdigt" Hun bandt en ekstra elastik om den lange hestehale, der svang sig bølget langs hendes ryg, hvor nogle af trådene lod sig glide ned af det ene bryst.
"Og hvis jeg gætter rigtigt, så har de trænet mere, end nogen anden i denne del af akademiet. Men det er selvfølgelig kun et gæt." De mørkebrune øjne kastede et blik på ham, idet hun fangede hans kolde udtryk for en stund.

Han sendte BukkaChi direkte ned i jorden. "I de sidste par år har der kun været få ninja'er på dette akademi, der overhovedet har klaret sig som Ninja. Og jeg med mine 3 mission'er ligger som nummer 1, hvad angår erfaring. To gange C og en enkelt B mission."

Hun bed fingerspidsen svagt, tiltede hovedet kort til siden og lyttede. Det var faktisk fascinerende, sådan som han åbenbart havde erfaring og lå nummer 1.. Utroligt.
"Jeg håber jeg klarer den.. Men håb alene går jo ikke, man må jo også træne. Jeg selv er ikke rigtigt ninja, endnu." Hun strakte armene opad og lod igen blikket falde på hans kolde blik.
"Hvis man klarer sig som ninja... Så bliver ens selvtillid ihvertfald forhøjet, man skal bare passe på, den ikke bliver alt for høj"

Baru smilede stille, men koldt. "Tror du virkelig jeg ligger som den bedste Ninja? Ja, jeg er måske den stærkeste rent fysisk, men jeg er ikke andet end et koldblodet monster. Nej, uanset hvor meget jeg hader at skulle indrømme det, så er det klart Shinibi der er den bedste. Han har så mange medfødte evner, og kan holde sit hoved koldt uanset hvad. Han er en hver bys drømme Ninja."